05.08.2025
//
præmiering

Nyt liv i 70'er boligen

Denne villa med klassiske træk fra 70'erne har gennemgået en respektfuld renovering og er med i finalen om at vinde prisen 'Bevar Boligen'.

Da bygherre overtog villaen fra 1972 stod den som originalt og med stort potentiale. Huset er totalrenoveret med respekt for tidens arkitektur, og fokus har været på at bevare og genbruge så meget som muligt.

Ved ankomst møder man en ny, specialfremstillet hoveddør i egetræ. Entréen byder på ægte 70’er-stemning med gule mursten, originale klinker på gulvet og en nænsomt renoveret trappe i egetræ. Her er også bevaret en glasafskærmning i egetræsrammer, originale lamper samt en tidstypisk afskærmning med trælameller.

Planløsningen på overetagen er ændret, da den var kringlet med små, mørke rum, og gæsteværelset havde husets bedste udsigt. Her er spisepladsen nu placeret, og der er åbnet op til køkken og stue. Dermed er der skabt et stort, sammenhængende opholdsrum, der er funktionelt og gennemlyst med en smuk udsigt. I stuen sættes stemningen af den originale, gule murstensvæg med indmuret pejs, og en ny væg af træpaneler med reference til 70’er-stilen binder køkken og spiseområde sammen.

Med renoveringen er boligen blevet lys og rummelig uden tilføjelse af ekstra kvadratmeter. Husets stil og sjæl er bevaret, samtidig med at det har fået en moderne opdatering og en væsentligt højere boligkvalitet, der rækker langt ind i fremtiden.

Læs mere om projektet her

Juryens vurdering

På trods af en nødvendig og gennemgribende renovering er det her lykkedes arkitekt og boligejer at bevare husets arkitektoniske særpræg og materialemæssige karakter. De oprindelige kvaliteter er trukket frem, og nye løsninger er valgt med omtanke for den tid, huset er bygget i. Grebene er præcise og respektfulde – og balancerer fint mellem at udbedre det nedslidte og videreføre det værdifulde.

Renoveringen er et stærkt eksempel på, hvordan man kan skabe forandringer, der understøtter og fremhæver det oprindelige. Forandringerne er lavet med selvsikre greb, der ikke overgør det, men taler ind i den stil og tidsånd, som husets ejere faldt for ved huset. De nye løsninger som panelvæggen og farvepaletten forstærker husets 70’er-karakter og gør de oprindelige kvaliteter tydeligere.

Læs mere om Bevar Mere prisen her

Relatede nyheder

Nyt liv i 70'er boligen
05.08.2025
70'er villa i nye klæder
03.06.2025
Nordpil modtager Gazelle prisen
08.10.2024
Projekt START
2024
Nominering til Arhusianernes Arkitekturpris 2024
2024
Kunst, kultur og historie forenes i Malerlandsbyen
2024
Fra kulturmiljø til køkkenskuffe
2024
Indstilling til Renoverprisen 2023
2023