
Nordpil projekt indstillet til Renoverprisen 2026
Vi er stolte af at kunne fortælle, at vores projekt Renovering af 60’ernes parcelhus er indstillet til Renoverprisen 2026 – prisen, der hvert år hylder de bedste og mest vellykkede renoveringsprojekter i Danmark!
Projektet er en nænsom, respektfuld ombygning af en klassisk 1960’er villa, hvor ambitionen har været klar: at genoplive husets oprindelige arkitektoniske karakter og samtidig tilpasse det til det moderne familieliv. Ved at genetablere tidstypiske detaljer som originale paneler og mosaikparketgulve har vi bevaret husets sjæl i kombination med familiens personlige stil.
Det særlige ved renoveringen er, at den ikke blot løser funktionelle behov – den synliggør det iboende potentiale i en almindelig parcelhustypologi, som findes i tusindvis af danske hjem. Med en kombination af respekt for original arkitektur og en opdateret planløsning, viser projektet, hvordan man kan skabe et hjem, der både er tidssvarende og autentisk.
Renoverprisen vurderer projekter ud fra kriterier som eksempelværdi, faglig kvalitet, samarbejde og blik for brugerne – og vi er meget glade for, at vores arbejde har kvalificeret sig til at være med i feltet, som består af nogle af de mest inspirerende renoveringer i landet.
Vi ser frem til at følge nomineringsprocessen og håber, at vores projekt kan inspirere endnu flere til at tænke renovering som en mulighed for både at bevare og forny det eksisterende byggeri.
Læs mere om vores projekt og se flere billeder her.
Hvert år siden 2013 er Renoverprisen blevet uddelt for at hylde Danmarks bedste renoveringsprojekter.
Ambitionen med prisen har fra start været at give renovering den synlighed og anerkendelse, som disciplinen fortjener. Ved at fremhæve de mange gode renoveringsprojekter, der findes rundt omkring i landet, er det håbet at inspirere til nye og flere renoveringsprojekter, der kommer hele samfundet til gode.










