
Nordpil projekt vinder Bevar Boligen Prisen
70’er-villa vinder Bevar Boligen-prisen: ”Et stærkt eksempel på, hvordan man kan skabe forandringer, der understøtter og fremhæver det oprindelige”
Vores renovering af en klassisk 70’er-villa har netop vundet Bevar Boligen-prisen i kategorien ’Respektfuld renovering’! 🎉
Her har vi forvandlet en gul murstensvilla fra 1972 fra tætpakket parcelhus med små rum og mørke gangforløb til en lys og rummelig bolig til en sammenbragt børnefamilie – uden at tilføje flere kvadratmeter.

Sammen med bygherre har vi renoveret boligen med respekt for tidens arkitektur og boligens karakteristika; og med fokus på at bevare og genbruge så meget som muligt.
”Renoveringen er et stærkt eksempel på, hvordan man kan skabe forandringer, der understøtter og fremhæver det oprindelige. Forandringerne er lavet med selvsikre greb, der ikke overgør det, men taler ind i den stil og tidsånd, som husets ejere faldt for ved huset. De nye løsninger som panelvæggen og farvepaletten forstærker husets 70’er-karakter og gør de oprindelige kvaliteter tydeligere,” udtaler juryen hos Bevar Boligen.
Bevar Boligen er lanceret af DanskeBoligArkitekter og Bevar Mere, som Grundejernes Investeringsfond, Landsbyggefonden, DREYERS FOND og Realdania står bag.

Da bygherre overtog villaen fra 1972 stod den som originalt og med stort potentiale, men bar samtidig præg af, at der gennem flere år ikke var foretaget renoveringer eller løbende vedligehold.
”For at matche familiens behov har vi ændret planløsningen, så boligen føles mere rummelig og nutidig. Huset er istandsat med stor respekt for den eksisterende arkitektur og de mange bevaringsværdige detaljer – samtidig med at vi fx har lavet moderne akustikregulering, åbnet op til haven fra kælderen og etableret større og lysere rum,” forklarer Kim Pretzmann Olesen, der er Partner & Stifter i Nordpil samt arkitekt MAA.
Hos Nordpil er vores udgangspunkt altid at bevare mest muligt af den eksisterende bygningsmasse. På den måde kan god arkitektur gøres til en tilgængelig, gennemskuelig og reel mulighed for alle.
”Mange har et ønske om at renovere og bygge bæredygtigt, men ofte spiller økonomi også en stor rolle. Det kræver at man finder måder at bevare og bruge det, der er. Ved at renovere med respekt for de eksisterende materialer og ressourcer kan man gøre det mere økonomisk overkommeligt for især førstegangskøbere og unge børnefamilier at få en god, funktionel bolig,” påpeger Kim Pretzmann Olesen.
Læs mere om projektet her: https://bevarboligen.dk/boliger/nyt-liv-i-70er-boligen
Juryen i Bevar Boligen består af Erik Rimmer, Kristine Virén, Marie Stender, Line Stougaard, Søren Dahl Vester og Søren Meyer.
Bevar Boligen er en pris, som gives til boligejere og arkitekter, der sammen står bag renovering og ombygning med særligt fokus på at sænke ressourceforbrug og klimaaftryk og samtidig på at fremme bolig- og livskvalitet.
Formålet med prisen er at vise gode eksempler på bæredygtige løsninger, som kan inspirere og motivere mange til selv at renovere, bygge og bo med omtanke for klimaet. For hvad skal der til, for at man kan kalde sine valg for bæredygtige? Skal man bo i et tiny house eller bygge den nye tilbygning af tang? Og hvordan hænger et lavt klimaaftryk sammen med drømmen om et fedt hus og øget livskvalitet?